Går virksomheden godt? Og brager du derudaf med 100 kilometer i timen? Så husk lige at stoppe op og trække vejret. For selvom det går rigtig godt, er det vigtigt, at du husker pauserne. Hvorfor, giver vi dig tre gode grunde til herunder.
Undgå at blive udbrændt
En af de største udfordringer for mange selvstændige er ikke at få kunder. Tværtimod er det at sige nej til kunder og at lytte til egne grænser for, hvad der er muligt. Men, det er meget vigtigt, at du husker at sige nej, så der er plads til at holde pauser. Ikke bare 10 minutter her og der i løbet af arbejdsdagen, men også i weekender og ferier.
For har du så travlt, at du ikke føler, der er plads til at holde HELT fri og slappe af, går der ikke længe, før din krop selv siger fra med symptomer på stress eller det, der er værre.
Du bliver mere kreativ
En af de gode ting ved at holde pauser i løbet af din arbejdsdag men også i weekender og ferier er, at du automatisk bliver mere kreativ. For når hjernen får lov til at slå fuldstændigt fra, opstår de gode og kreative ideer, som kan gavne dig i din forretning.
Pauser behøver ikke være at ligge på sofaen eller drikke vin hele weekenden. Det kan også være havearbejde, en lang gåtur eller hygge i køkkenet. Så længe du laver noget, du godt kan lide, og som du føler dig godt tilpas med, slapper din krop meget mere af.
Du får tid og overskud til familie og fritid
Tid til familien og fritidsaktiviteter skal ikke være en stressfaktor. Men det bliver de, hvis ikke du tillader dig selv at holde fri. For så kommer lysten og tiden også til det ganske automatisk. Tid med og til venner og fritidsaktiviteter er vigtige for, at du kan blive ved med at præstere i din virksomhed. For det giver dig et frirum, som igen skaber motivation til at komme tilbage og gøre det endnu bedre end i sidste uge.
Det med at holde pauser gælder uanset, om du er selvstændig maler, tekstforfatter, konsulent eller murer. For når alt kommer til alt, er vi mennesker ret ens – vi har nemlig brug for pustehuller, hvor vi kan få lov til at sænke skuldrene og bare være.